LydguideGalata Bridge
Galata Köprüsü
Pulserende bro, der krydser Det Gyldne Horn, med fodgængerstier og gadesælgere, samt caféer nedenunder.
Når man krydser vandet i Istanbuls Gyldne Horn, oplever man hurtigt, at Galatabroen er meget mere end blot en forbindelse mellem den gamle og den nye bydel. Broen, der strækker sig næsten fem hundrede meter, forener Istanbuls historiske hjerte Eminönü med det livlige Karaköy, hvor byen summer døgnet rundt. I dag er broen udstyret med fortove til fodgængere, spor og baner til biler og sporvogne samt en travl række af caféer og fiskerestauranter under brodækket, hvor duften af friskfanget fisk blander sig med den salte havluft.
Historien om broen går godt og vel halvandet årtusinde tilbage. De tidligste beskrivelser af en overgang på dette sted fører tilbage til kejser Justinian i det sjette århundrede. Senere, under erobringen af Istanbul i midten af det femtende århundrede, byggede de osmanniske soldater en midlertidig bro af skibe, så hære kunne komme over vandet. Drømmen om en permanent forbindelse levede videre, og på et tidspunkt blev selv to af verdenshistoriens mest berømte kunstnere involveret. Det italienske geni Leonardo da Vinci tegnede i begyndelsen af det sekstende århundrede en imponerende buebro til stedet, men hans vision blev aldrig til virkelighed. Michelangelo blev også inviteret til at lave et udkast, men takkede nej.
Først i midten af det nittende århundrede tog den første træbro over Gyldne Horn form, og derefter fulgte flere nye broer, efterhånden som byens behov voksede. Hver bro afspejlede sin tidsalder: trædæk blev til flydende konstruktioner, og senere til den nuværende moderne klapbro, hvis centrale del på omkring firs meter kan løftes, så skibe kan passere nedenunder. Mod slutningen af det nittende århundrede var Galatabroen forvandlet til et ikon for Istanbul – den blev nævnt i romaner, foreviget på lærreder og vist i film.
Galatabroen har altid spillet en vigtig rolle i dagligdagen. Lokale krydsede den for at handle, arbejde eller bede, mens gadesælgere bevægede sig gennem menneskemængden med simit og ristede kastanjer. Nede under broen inviterer caféer og restauranter til, at man kan slå sig ned med te og friskgrillet fisk ved borde, hvor venner og familier nyder livet. Ifølge nogle fik kortspillet bridge sit navn netop her, fordi britiske soldater nød kaffe og spillede kort efter at have krydset broen.
Der blev engang opkrævet betaling for at krydse broen – uanset om man gik til fods, red til hest eller kørte i vogn – men de sidste afgifter blev afskaffet i begyndelsen af trediverne. I dag larmer sporvogne over broen, biler suser forbi, og fodgængere promenerer på alle tider af døgnet. Broen står som et stærkt symbol, der forbinder det gamle og det nye, øst og vest, tradition og moderne kultur. Dens særlige ånd mærkes stadig: langs rækværket står fiskere, forfattere og kunstnere lader sig inspirere, og besøgende fra hele verden bliver en del af Istanbuls levende fortælling – lige her, hvor byens to sider mødes.