LydguideDolmabahçe-paladset

Ved Bosporus’ glitrende, blå vand ligger Dolmabahçe-paladset som et af Istanbuls mest imponerende bygningsværker fra det sene Osmannerrige. Paladset rummer en historie, der er næsten lige så dramatisk som dets udseende. For næsten to hundrede år siden var grunden her en fredelig bugt, hvor kejserlige skibe lagde til; senere blev området omdannet til en kongelig have og endte til sidst som det storslåede palads, man kan besøge i dag.

Ogtay Gozalov

I midten af det nittende århundrede beordrede sultan Abdülmecid – en fremsynet leder af Osmannerriget – opførelsen af Dolmabahçe. Han ønskede et palads, der kunne matche den europæiske elegance og de nye teknologier, og ville dermed erstatte det ældre, mere traditionelle Topkapı-palads. Byggeriet begyndte i starten af atten-fyrre’erne og varede over ti år, hvor enorme mængder ressourcer blev brugt – alt fra guld og marmor til udsøgte træsorter. Til opgaven valgte man Balyan-familien, som var armenske arkitekter kendt for deres evne til at forene østlige og vestlige arkitektoniske stilarter.

Yishai Sulami

Paladset strækker sig næsten seks hundrede meter langs kysten og imponerer både ude og inde: brede trapper, en stor festsal under en pompøs kuppel og flere hundrede værelser udsmykket med barokke, rokoko- og nyklassicistiske detaljer fra Europa, vævet sammen med tyrkisk håndværk. Lofterne glimter af bladguld, og krystallysekroner fra Bøhmen og Frankrig hænger i næsten hvert større rum – den største vejer adskillige tons. Gulvene er dækket af håndknyttede Hereke-tæpper, og gallerierne rummer malerier samt kongelige gaver fra hele verden.

kyungsuk youn

Dolmabahçe var ikke kun smukt udvendigt – paladset bød også på tidens mest moderne bekvemmeligheder. Allerede før elektricitet blev installeret, blev salene oplyst med britiske gaslygter, og centralvarme sørgede for, at der var varmt på kolde dage. Her udfoldede historiske øjeblikke sig: sultaner tog imod internationale gæster, store ceremonier satte gang i politiske forandringer, og Mustafa Kemal Atatürk, grundlæggeren af den tyrkiske republik, levede sine sidste dage i et enkelt værelse med udsigt over vandet.

Uden for hovedbygningen møder besøgende smukke haver med fontæner, elegante smedejernslåger, en moské og endda et klokketårn fra det nittende århundrede. Haremmet, der tidligere var familiens private afdeling, de travle køkkener og de tyrkiske bade giver alle indblik i livet i paladset.

Efter Osmannerrigets fald fik Dolmabahçe en ny rolle som symbol på en ny tid. Siden midten af nitten-firserne har stedet været åbent for offentligheden som museum, og i dag besøger over én million gæster det hvert år. Indenfor mærker man tydeligt mødet mellem gammel verdens glamour og ny verdens ambition – her kan man virkelig fornemme Istanbuls mange lag og den smeltedigel af østlige og vestlige elementer, byen altid har været.