LydguideBüyükada

Büyükada, hvis navn betyder "Den Store Ø", ligger kun en kort færgetur fra Istanbul og flyder i det bløde lys over Marmarahavet. Øens historie rækker langt tilbage og bærer præg af både skønhed, forvisning og forandring. Engang kaldte grækerne den Prinkipos, altså "Prins", mens antikke forfattere kendte den som Pityoussa, et sted rigt på fyrretræer. Øens navne vidner om dens mange roller gennem tiderne – fra grøn fredfyldthed til midtpunkt for imperiers magtspil.

Abdullah Al mohamed

I byzantinsk tid blev øen kendt for sine prægtige klostre, opført af kejsere, men også som eksil for kongelige rivaler og fornemme modstandere, som man ønskede langt væk fra byens intriger. Da osmannerne overtog magten, forblev Büyükada rolig, og dens kyster var befolket af fiskere, indtil dampskibene i slutningen af det nittende århundrede bragte Istanbuls overklasse til øen for at opføre udsmykkede palæer og sommerhuse. De gamle trævillaer, skjult bag blomstrende bougainvillea, er fortsat et af øens mest karakteristiske træk.

ach ben jemia

Religion har også sat tydelige spor på Büyükada. Øverst på bakketoppen troner det græsk-ortodokse Sankt Georg-kloster, grundlagt for næsten tusinde år siden, og hvert forår valfarter både kristne og muslimer ad den stejle, skovklædte sti for at bede og søge håb. Ikke langt derfra ligger Hamidiye-moskeen, opført af en osmannisk sultan – en sjælden blanding af osmannisk og vestlig arkitektur. Engang rummede øen også verdens største træbørnehjem, et enormt og nu stille hus, der vidner om de mange kulturer, som har præget øens liv: græske, armenske, jødiske og tyrkiske.

I dag oplever besøgende Büyükada til fods, på cykel eller i lydløse elbiler, så øens gader forbliver rolige og fredfyldte. Indtil to tusinde og tyve var hestevogne et fast indslag, men hensynet til dyrene satte en stopper for denne tradition. Færger ankommer uafbrudt til havnefronten fra begge sider af Istanbul, især i de varme måneder, når livet myldrer, og strandene fyldes af solhungrende gæster.

Büyükada har også fungeret som tilflugtssted for kendte personer. Den russiske leder Lev Trotskij, som levede i eksil, skrev bøger her i trediverne, mens han boede i en stilfærdig villa. Mange forfattere og kunstnere, diplomater og politikere har fundet ro i øens fyrreskove og blide vinde.

Årets gang afslører øens sjæl. De grønne bakker er dækket af tætte fyrreskove og lavtvoksende buske, mens slanke cypresser rækker op i den blå himmel. Om foråret farves kysten af blomstrende judastræer. På øens museum – Prinsøernes Museum – findes genstande fra øens fortid, blandt andet guldmønter fra Alexander den Stores fars tid, som minder de besøgende om den dybe historie, der hviler under fødderne.

Büyükada har gennem årene inspireret utallige rejseskribenter. De beskriver den som en verden for sig – et sted, hvor minder og natur går hånd i hånd. Om man går ad snoede stier, dvæler ved et stille kloster eller drikker te i skyggen af gamle træer, mærker man tydeligt, hvordan historiens og kulturens mange lag fortsat former denne virkelig enestående ø.